Tuesday, August 18, 2015

Det er så yndigt at følges ad...


Min skønne højskoleveninde fra NIH skulle giftes i weekend, og for et par måneder siden, skrev hun til mig og spurgte, om jeg ville lave deres bryllupskage. Hold da op, hvor blev jeg beæret over at blive spurgt om det! Der er ikke noget bedre end sådan en anerkendelse - og selvfølgelig ville jeg gerne lave deres bryllupskage.

De havde et par enkelte ønske og ideer, men ellers havde jeg stort set frit slag. Jeg endte med mørke, dybe mudcakebunde og en syrlig hindbærmousse i begge lag. Et af deres ønsker var, at der ikke skulle bruges fondant eller marcipan til at overtrække kagen med, derfor blev den smurt op med hvid chokolademousse. En syndig og absolut lækker mundfuld.



Det var hårdt, stressende, presset og en sand fornøjelse at lave kagen. 3 dage tog det, og jeg begriber ikke, de brude der selv vælger at stå for det!! Jeg gik ud som et lys da kagerne var afhentet, og sov 12 timer i streg!

Der blev lavet 5 store kager af 28 cm og dertil 50 cupcakes.



1 kage (16 pers.) 28 cm.

Mudcakebunde

400 g. smør
400 g. chokolade
12 tsk. nescafe
290 ml. vand
250 g. selvhævende mel
250 g. mel
90 g. kakao
3/4 tsk. natron
860 g. sukker
7 æg
14 tsk. rapsolie
200 ml. kærnemælk

Smør, chokolade, vand og kaffe kommes i en gryde og smeltes ved lav varme. Mel, selv-hævende mel, kakao og natron sigtes sammen i en skål. Tilsæt sukker og bland det hele godt. 

Æg, olie og kærnemælk røres/piskes sammen med en gaffel.Bland ægge/kærnemælks-massen og chokolade/smør-massen med resten. Brug en stor ske eller dejskraber.

Kom dejen i bageformen og bag den i en forvarmet ovn ved 160 grader i ca. 1 1/2 time (tjek med en strikkepind)

Lad kagen køle hvile i køleskabet til dagen efter, og del den herefter i 3 bunde.

Hindbærmousse

500 g. hindbær
1 alm vaniliestang
Saften af 2 lime frugter

Alle ingredienserne koges uden låg ca. 15 minutter og afkøles fuldstændigt i køleskabet til næste dag.

1 liter piskefløde
300 g. hvid chokolade
8 blade husblads

Husblassen lægges i blød i vand i en ½ time. Hak chokoladen fint. Piskefløden varmes op til ca. 80 grader. Halvdelen af den varme fløde hældes over chokoladen, og smeltes til massen er blank. Tilsæt mere og mere varm fløde. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den lune chokolade-fløde og der røres med en ske, indtil husbladsen er opløst.

Dæk cremen til med husholdningsfilm, så det dækker overfalden af chokoladen og opad siderne. Cremen afkøles fuldstændigt i køleskab til næste dag.
Den kolde, stive "hvide" creme piskes let luftig (pisk endelig IKKE for længe, da den så skiller!!). Tilsæt så den kolde hindbærsylt og lad den piske med. 

Læg nu hindbærmoussen på bundene, og lad kagen hvile i et par timer.

Hvid chokolademousse (opsmørring af kagen)

1 liter piskefløde
300 g. hvid chokolade
8 blade husblads

Gentag proceduren, som ved hindbærmoussen :)

Smør kagen op med den stive chokolademousse. 

Et voila, et stk. bryllupskage!

1 comment:

  1. WOW hvor er bryllupskagerne flotte!!! det lyder sindsygt lækkert med chokobunde, hindbærmousse og hvid chokolademousse i samme kage. En kombination der virkelig giver mig lyst til at bage den i mit køkken :-)

    ReplyDelete