Wednesday, November 27, 2013

100 indlæg! Og bedre sent end aldrig...


100 indlæg på bloggen, er hvad det er blevet til. Og hvilket bedre indlæg at fejre det med, end en opskrift på vandbakkelseskagemand, for fejres, det skal det da! :) Og ja ja, det her indlæg var egentlig planlagt til midt i Oktober, da kagemand blev lavet til min nevøs fødselsdag. Men som sagt, bedre sent end aldrig.

Jeg var en smule nervøs for at begive mig ud i at lave vandbakkelse. Har hørt mange skrækhistorier, men alt gik som det skulle. Jeg brugte opskriften fra God mad, let at lave. En gang imellem behøver man ikke eksperimentere med smarte moderne opskrifter, de gode gamle duer endnu!



1 kagemand (ca. 10 personer)

Dej

80 g. smør
2 dl. vand
100 g. mel
3 æg

Forvarm ovnen til 200 grader. Smør og vand bringes i kog. Tilsæt mel og rør rundt. Tag gryden af varmen og rør indtil dejen slipper gryden. Lad dejen køle lidt af mens æggene piskes sammen. Herefter tilsættes æggene lidt efter lidt og der røres grundigt mellem hvert æg.

Dejen kommes nu på en bageplade og formes som en kagemand. Det er en god ide, at lave små "toppe" i stedet for store flade arealer. På den måde undgår at kagemanden falder sammen.  Bag kagemanden midt i ovnen ca. 25-30 minutter. Ovnen må IKKE åbnes de første 15 minutter, da kagen så falder sammen.

Når kagemanden er færdig, køles den af, og pyntes herefter med glasur og slik, som en ægte kagemand nu skal. Kagen kan sagtens bages aftenen før, og stilles under et viskestykke til næste dag.

En lækker kagemand, som ikke er fyldt med sukker. Meeeen, er nu stadig tilhænger af en brunsviger kagemand :)

No comments:

Post a Comment